Peer Gynt
Den norske dramatiker Henrik Ibsens (1828-1906) monumentale digterværk Peer Gynt fra 1867 er i en vis forstand en kolos på letbenede versefødder. Et vildt og stærkt epos, der indimellem løber løbsk, som knopskyder i alle mulige og umulige retninger, ja, som faktisk sine steder – ikke mindst i 4. handling – bliver decideret syret og efterlader sin læser lettere stakåndet og perpleks.
Inde bag de mange kunstfærdige lag, der i nogen grad griber tilbage til gammelt sagnstof befolket af trolde, nisser, elverfolk og andre overnaturlige væsner, gemmer sig et psykologisk drama, der gentager evigt aktuelle temaer.
Selv om vi slet ikke får hele forhistorien om Peers tidlige barndom, har vi nok til at sammenfatte, at Peers far, Jon Gynt, har svigtet sin kone og sit barn og formøblet familiens formue på svir, overilede investeringer og ekstravagant ødselhed. Da pengene er brugt op, forlader faren sin kone og sit barn, og med faldet ned i fattigdommen og den sociale elendighed forsvinder alle andre notabiliteter og venner af huset ligeledes. Peer og Åse isoleres fra omverdenen, og moren, fornemmer man i stykkets første handling, forsøger at kompensere for faldet gennem en flugt ind i det fantastiske og eventyragtige. Al den tabte storhed projiceres over i sønnen gennem historier om helte og trolde, som den af sin far forladte dreng grådigt søger tilflugt i. Disse grandiose og groteske karakterer fra Åses fortællinger bliver drengens nye identifikationsfigurer, og sammen med den uheldsvangre mor-søn-symbiose lægges her grunden til Peers desintegrerede, splittede selv, hans narcissisme og løbskløbende megalomani, hans afmagt og fortabelse. Det stof er der kommet stor kunst ud af.
Henrik Ibsens folkelige hovedværk, versdramaet ’Peer Gynt’ (1867), er baseret på Asbjørnsens norske eventyr. Det var ikke oprindeligt tænkt til opsætning på scenen, og først i 1876 blev stykket uropført, med Edvard Griegs scenemusik, fordelt på 23 stykker. I dag har stykket fået klassikerstatus som en særlig nordisk Faustfortælling, hvor myter og folklore forenes med Ibsens eksistentielle tema om at finde sig selv. Denne fulde oversættelse af Peer Gynt, ved Søren R. Fauth, danner også grundlag for Det Kongelige Teaters opsætning i 2025 i en bearbejdet version.
Den norske dramatiker Henrik Ibsens (1828-1906) monumentale digterværk Peer Gynt fra 1867 er i en vis forstand en kolos på letbenede versefødder. Et vildt og stærkt epos, der indimellem løber løbsk, som knopskyder i alle mulige og umulige retninger, ja, som faktisk sine steder – ikke mindst i 4. handling – bliver decideret syret og efterlader sin læser lettere stakåndet og perpleks.
Inde bag de mange kunstfærdige lag, der i nogen grad griber tilbage til gammelt sagnstof befolket af trolde, nisser, elverfolk og andre overnaturlige væsner, gemmer sig et psykologisk drama, der gentager evigt aktuelle temaer.
Selv om vi slet ikke får hele forhistorien om Peers tidlige barndom, har vi nok til at sammenfatte, at Peers far, Jon Gynt, har svigtet sin kone og sit barn og formøblet familiens formue på svir, overilede investeringer og ekstravagant ødselhed. Da pengene er brugt op, forlader faren sin kone og sit barn, og med faldet ned i fattigdommen og den sociale elendighed forsvinder alle andre notabiliteter og venner af huset ligeledes. Peer og Åse isoleres fra omverdenen, og moren, fornemmer man i stykkets første handling, forsøger at kompensere for faldet gennem en flugt ind i det fantastiske og eventyragtige. Al den tabte storhed projiceres over i sønnen gennem historier om helte og trolde, som den af sin far forladte dreng grådigt søger tilflugt i. Disse grandiose og groteske karakterer fra Åses fortællinger bliver drengens nye identifikationsfigurer, og sammen med den uheldsvangre mor-søn-symbiose lægges her grunden til Peers desintegrerede, splittede selv, hans narcissisme og løbskløbende megalomani, hans afmagt og fortabelse. Det stof er der kommet stor kunst ud af.
Henrik Ibsens folkelige hovedværk, versdramaet ’Peer Gynt’ (1867), er baseret på Asbjørnsens norske eventyr. Det var ikke oprindeligt tænkt til opsætning på scenen, og først i 1876 blev stykket uropført, med Edvard Griegs scenemusik, fordelt på 23 stykker. I dag har stykket fået klassikerstatus som en særlig nordisk Faustfortælling, hvor myter og folklore forenes med Ibsens eksistentielle tema om at finde sig selv. Denne fulde oversættelse af Peer Gynt, ved Søren R. Fauth, danner også grundlag for Det Kongelige Teaters opsætning i 2025 i en bearbejdet version.
Den norske dramatiker Henrik Ibsens (1828-1906) monumentale digterværk Peer Gynt fra 1867 er i en vis forstand en kolos på letbenede versefødder. Et vildt og stærkt epos, der indimellem løber løbsk, som knopskyder i alle mulige og umulige retninger, ja, som faktisk sine steder – ikke mindst i 4. handling – bliver decideret syret og efterlader sin læser lettere stakåndet og perpleks.
Inde bag de mange kunstfærdige lag, der i nogen grad griber tilbage til gammelt sagnstof befolket af trolde, nisser, elverfolk og andre overnaturlige væsner, gemmer sig et psykologisk drama, der gentager evigt aktuelle temaer.
Selv om vi slet ikke får hele forhistorien om Peers tidlige barndom, har vi nok til at sammenfatte, at Peers far, Jon Gynt, har svigtet sin kone og sit barn og formøblet familiens formue på svir, overilede investeringer og ekstravagant ødselhed. Da pengene er brugt op, forlader faren sin kone og sit barn, og med faldet ned i fattigdommen og den sociale elendighed forsvinder alle andre notabiliteter og venner af huset ligeledes. Peer og Åse isoleres fra omverdenen, og moren, fornemmer man i stykkets første handling, forsøger at kompensere for faldet gennem en flugt ind i det fantastiske og eventyragtige. Al den tabte storhed projiceres over i sønnen gennem historier om helte og trolde, som den af sin far forladte dreng grådigt søger tilflugt i. Disse grandiose og groteske karakterer fra Åses fortællinger bliver drengens nye identifikationsfigurer, og sammen med den uheldsvangre mor-søn-symbiose lægges her grunden til Peers desintegrerede, splittede selv, hans narcissisme og løbskløbende megalomani, hans afmagt og fortabelse. Det stof er der kommet stor kunst ud af.
Henrik Ibsens folkelige hovedværk, versdramaet ’Peer Gynt’ (1867), er baseret på Asbjørnsens norske eventyr. Det var ikke oprindeligt tænkt til opsætning på scenen, og først i 1876 blev stykket uropført, med Edvard Griegs scenemusik, fordelt på 23 stykker. I dag har stykket fået klassikerstatus som en særlig nordisk Faustfortælling, hvor myter og folklore forenes med Ibsens eksistentielle tema om at finde sig selv. Denne fulde oversættelse af Peer Gynt, ved Søren R. Fauth, danner også grundlag for Det Kongelige Teaters opsætning i 2025 i en bearbejdet version.
